Næsten i mål med en multibane til børn og unge i Korinth!
Gennem det sidste år har Lokalrådet for Korinth og Ø. Hæsinge sammen med Korinth Idrætsforening arbejdet målrettet med at skaffe midler til etablering af en multibane for byens børn og unge. Nu er banen inden for rækkevidde, men der mangler lige de sidste og afgørende penge, før regnestykket går op.
”Vi har søgt hvad der er at søge af offentlige støttekroner og vi søger også fonde til projektet” fortæller formanden for Korinth Idrætsforenings fodboldafdeling Jan Hansen. ”Det har givet langt hovedparten af pengene, men nu håber vi at byen og det lokale erhvervsliv vil hjælpe os det sidste stykke, så banen kan blive en realitet efter sommerferien. En multibane vil være et aktiv for hele byen”
Med støtte fra Brahetrolleborg skole, Spejderskolen (Korinth Efterskole), Landbrugsskolen i Korinth og børnehaven Trollegården, sætter Lokalrådet og Korinth I.F. hen over sommeren en indsamling i gang, der gerne skal få drømmen om en multibane til at gå i opfyldelse.
”Det er rigtig godt at se, at alle i byen samarbejder om et godt projekt for vores børn og unge mennesker” understreger formanden for Lokalrådet Jørgen Kej. Han glæder sig over at banen vil blive for alle - også de børn og unge der ikke er medlemmer af en forening, og håber multibanen kan være med til at skabe nye gode relationer mellem Korinths mange børn og unge og give dem et godt sted at være aktive sammen.
Der er oprettet en særlig konto i Sparekassen Faaborgs Korinth afdeling hvor man kan give sin støtte.
Kontonummeret i Sparekassen Faaborg er 0828-0002911566 for private bidrag, mens erhvervsdrivende vil blive kontaktet af Korinth IF.